Menneskerettigheder

Europæiske menneskerettigheder

De europæiske menneskerettigheder er en integreret del af den danske strafferet. Forsvarsadvokat Morten Bjerregaard har gennem mere end 10 år som advokat med speciale i strafferet beskæftiget sig med menneskerettigheder i praksis.

Man kan måske tro, at menneskerettigheder kun er relevant ved grove overtrædelser af grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder som ret til livet, forbud mod tortur, forbud mod slaveri og tvangsarbejde, ret til frihed og sikkerhed, ret til retfærdig rettergang, ingen straf uden grundlag i lov (hjemmel), ret til respekt for privatliv og familieliv, ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, ret til at indgå ægteskab og adgang til effektive retsmidler.

Her spiller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention selvfølgelig en væsentlig rolle – desværre også af og til i lande som Danmark, Holland, Sverige og andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Men af relevans for strafferets advokater nævner konventionen også nogle helt specifikke straffe-processuelle regler, som vi som forsvarsadvokater skal kende til gavn for din sag.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – artikel 6

Det gælder navnlig artikel 6, som formulerer nogle tydelige minimumskrav til, hvad der forstås ved en retfærdig rettergang.

For eksempel opstilles kravet om, at en sag skal afgøres “inden rimelig tid”. I den forbindelse drøfter vi i forbindelse med gennemgangen af din sag, om du ønsker sagen afgjort hurtigt. For så kan også artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention anvendes. Nogle gange foretrækker mistænkte eller sigtede dog at der går en rum tid – det kan også være en fordel i forhold til en mildere straf.

Af særlig betydning er også artikel 6, stk. 3, litra d, hvoraf fremgår, at enhver der er anklaget for en lovovertrædelse er berettiget til at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham. Ofte forsøger anklageren at læse op fra politirapporter, som er afhøringer foretaget uden for retten og mens kun politiet er til stede. Der er ingen garanti for, at der er blevet spurgt på en objektiv eller loyal måde, og der er ingen garanti for, at svaret er korrekt noteret. Denne bestemmelse skal din forsvarer være opmærksom på, hvis anklageren, som fx kan være en repræsentant fra Bagmandspolitiet, under en retssag begynder at læse op af interne politidokumenter, som for eksempel en afhøringsrapport – forsvareren skal protestere og anmode om, at disse vidner føres mundtligt for retten.

Artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention lyder:

“Ret til retfærdig rettergang.

1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven (uskyldsformodningen).

3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er i særdeleshed berettiget til: a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham; b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar; c) at forsvare sig personligt eller ved juridisk bistand som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale den juridiske bistand, at modtage den uden betaling, når retfærdighedens interesser kræver det; d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham; e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.”