Mandatsvig – straffelovens § 280

Mandatsvig – fokus på frafaldelse

Advokat Morten Bjerregaard Nielsen har stor erfaring med at behandle sager om mandatsvig, og det primære fokus er at få politiet til at frafalde sigtelsen inden der overhovedet kommer en sag.

Sager om mandatsvig er kendetegnet ved, at det påstås, at en person har misbrugt en adgang eller mulighed til at handle for en anden. Det kan for eksempel være, hvis en direktør i en virksomhed har indgået en for dyr aftale med en leverandør mod at leverandøren bygger et billigt sommerhus til direktøren privat.

 

Sager om mandatsvig

Et eksempel på en nyere sag, hvor Bagmandspolitiet kørte offensivt frem, men endte med helt at droppe sagen, er en sag, hvor en medarbejder i et større børsnoteret selskab var beskyldt for mandatsvig. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet Bagmandspolitiet – måtte nemlig indstille efterforskningen i en anmeldt sag om mandatsvig mod en tidligere finansdirektør og en tidligere salgsdirektør. Derfor blev der slet ikke rejst tiltale mod de to tidligere ansatte.

Sagen var endnu et eksempel på, at din advokat skal drøfte med dig hvad der eventuelt allerede i efterforskningsfasen skal påpeges over for politiet. Det kan for eksempel være, at de beviser politiet har fremlagt ikke kan underbygge, at der skulle være foregået noget strafbart. Det kan føre til, at politiet vælger at slutte efterforskningen og opgiver sigtelsen mod dig, så du undgår en lang retssag.

Det er politiet, som har bevisbyrden og det kræver meget at bevise, at ansattes indgåelse af aftaler på vegne af selskabet er sket som led i misbrug af  stillinger til at lade selskabet indgå økonomisk byrdefulde aftaler med henblik på at du selv – direkte eller indirekte – opnår en økonomisk fordel. Der er således tale om, at det påstås, at for eksempel en medarbejder har opnået en privat økonomisk fordel af at kunne handle på vegne af den virksomhed, hvor han er ansat.

Din forsvarsadvokat i en sag om mandatsvig skal være meget opmærksom på, at lytte til alle dine oplysninger i sagen. For meget ofte er der tale om misforståelser, som der er en god forklaring på. Kun i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at straffe for underslæb eller bedrageri, anvendes bestemmelsen om mandatsvig.

 

Mistanke om mandatsvig

Din advokat i sager om mandatsvig skal have stor formueretlig og økonomisk indsigt. Det er fordi, at mange mistanker om mandatsvig opstår i bagklogskabens lys. Når et tab er konstateret kan det være nærliggende at påstå, at det var åbenbart, at en bestemt forretningsmæssig disposition ville føre til et tab. Men sådan forholder det sig selvsagt ikke altid, og en sag om mandatsvig skal som alle andre straffesager afgøres ud fra udsigterne på dispositions tidspunktet.

Et eksempel på en sag om mandatsvig var sigtelsen af en forretningsmand i forbindelse med, at han skulle sælge pantebreve for mere end halvtreds millioner kroner på vegne af en bank. Pengene som forretningsmanden fik ind på pantebrevene blev ifølge Politiet anvendt til andre forretninger end at betale banken. Politiet var med andre ord af den opfattelse, at såkaldt øremærkede midler blev anvendt til andre formål. Ikke nødvendigvis med hensigt om ikke at betale banken, men ved at anvende midlerne midlertidigt til andre formål var det Politiets opfattelse, at banken led så stor en risiko for tab ved disse dispositioner, at der var tale om mandatsvig. Sigtelsen blev senere frafaldet af Politiet.

Ring til advokat Morten Bjerregaard på direkte mobil 50 51 91 31, hvis du vil drøfte din sag om påstået mandatsvig.

Straffelovens § 280 om mandatsvig er sålydende:

”For mandatsvig straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under §§ 276-279 a, den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding påfører en anden formuetab

1) ved misbrug af en for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for denne eller

2) ved i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden, at handle mod dennes tarv.”